Salling stoler stadig på firma trods brud på menneskerettigheder

Salling Group har ikke tænkt sig at gøre yderligere for at sikre arbejdsforholdene for bærplukkerne, der plukker bær, som sælges i deres danske butikker.

Skrevet af: Nina S. Svensson

Salling Group har stadig tillid til firmaet Global Gap, der udfører sikkerhedskontroller og certificeringer af de farme, hvor Salling modtager bær fra. Tilliden har ikke ændret sig til trods for, at Global Gap tidligere på året ikke havde fanget, hvilke kummerlige forhold bærplukkerne blev udsat for. Forhold som flere organisationer blandt andre menneskerettighedsorganisationen Women’s Link Worldwide har dokumenteret og vist til både Salling Group og Global Gap.

Aintzane Márquez, senioradvokat med speciale i efterforskning af virksomheders ansvar for menneskerettighedskrænkelser hos Women’s Link Worldwide fortæller:

”Denne certificering dækker ikke alle de risikoer og menneskerettighedsbrud som vi har identificeret i Huelva i en årrække.”
(“This certification does not cover all the risks and human rights violations that we have been identifying in Huelva for years.”)

Salling Group har fået udført endnu en undersøgelse, for at kortlægge problemerne de er blevet gjort opmærksomme på, men denne undersøgelse er også udført af Global Gap.

”Min tillid til Global Gap er uformindsket, fordi de sætter nogle standarter, der ellers ikke ville have været.” fortæller Henrik Vinther, Kommunikations- og CSR-ansvarlig hos Salling Group

Certificering uden hold i virkeligheden

Den certificering som Global Gap giver, sikrer ikke bærplukkernes rettigheder. Bærfarmene kan dog frivilligt tilvælge certificeringen GRASP, noget Salling stiller som krav til deres bærproducenter.

Denne certificering gives ved årlige besøg, der dog ses skeptisk på fra flere organisationer, da besøgene er anmeldt på forhånd. Dette giver bærproducenterne mulighed for at fremstå tilstrækkelige på besøgsdagen, så de kan modtage certificeringen, og giver derfor ikke et korrekt billede af virkeligheden.

Til dette siger Henrik Vinther ” Global Gap er ikke en politimyndighed, der tjekker hverdagen hver dag, som hvis jeg går ned i kiosken, så må jeg stole på kioskejeren, hvis jeg får mistanke om andet, så må jeg handle et andet sted.”